satte Fienden sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, borttog den Smule Sølv, som endnu fandtes ved denne, og bortslæbte endog hans Legeme. At føre dette med sig lige til Sverige, fandt de dog ikke Umagen værd, hvorfor de paa Veien jordede det i »en øde Bondekirke«, Fløans Kirke i Stjørdalen, der senere er sløifet. St. Olafs foregivne Hjelm, der i den senere Tid havde hængt paa Stenviksholm, førtes derimod til Stockholm og har senere prydet St. Nicolai Kirke der.
Mishandlingen af Helgenens Legeme vakte imidlertid stor Forargelse. Der opkom i Sverige et Sagn om, at »den, som vanærede St. Olai hellige Legeme og satte det under Jorden, fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel.«[1] Da det svenske Herredømme snart fik en brat Ende, bragte Nordmændene den 8de Juni 1564 St. Olafs Lig tilbage fra Stjørdalen til Domkirken »med stor Proces«. Det blev nu bisat i Kirken, men endnu engang optaget af Lensherren Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Liget efter Absalon Pederssøns Vidnesbyrd »helt og holdent« i selve Kirken, men i det følgende Aar skal endelig Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke ved sin Nærværelse i Throndhjem have ladet Olafs Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile, er gaaet ganske i Forglemmelse.[2] I Nordtydskland dannede der sig imidlertid et romantisk sagn om Olafs Ligkiste. Der fortaltes, at en Sømand fra Bremen, Karsten Tie-
