ikke vides, om eller i hvilken Udstrækning Claus Huitfeldts Spolier just hidrørte fra Throndhjems Domkirke.
Schøning, der selv har fremdraget Beviset for, at St. Olafs Skrin i ethvert Fald hverken er sunket i Havet, eller kommet i hollandske Corsarers Hænder, har dog med sin Tids Agtelse for hvad der stod paa Prent ikke villet helt forkaste Peder Claussøns Fortælling om Forliset ved Agdenes og antager navnlig, at det store Kors, som St. Olafs Søstersøn Guttorm Ketilssøn skal have skjænket til Kirken efter sin Seier over Kong Margad, er gaaet tilgrunde ved denne Leilighed, »saa at det Sørøver-Bytte, som deri var lagt, derved kom til Søen igjen.«[1]
Men den hele Fortælling om dette Forlis maa af flere Grunde forekomme os mistænkelig saalænge der ikke kjendes noget authentisk Document til dens Støtte. Sagn om sunkne Skatte høre nemlig til de meget hyppige, og de forekomme aldrig i større Mængde end netop, hvor det gjelder Kirkeplyndringerne paa Reformationstiden. I en af de Afskrifter, hvori Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse er os bevaret, haves saaledes en utvivlsomt senere indskudt Fortælling om, at ogsaa Erkebiskop Olaf Engelbrektssøns Skibe med de Kirkeskatte, som han havde samlet før sin Bortreise, forliste paa Overfarten til Nederlandene, hvad der dog er ubetinget falskt.[2] Bekjendt er ogsaa Sagnet om det Orlogsskib, som forliste ved »Klokkeskjæret« ved Øen Haasten paa Jedderen med fem Klokken tagne fra Stavangers Domkirke.[3] Ligesaa fortaltes i Begyndelsen af
