Tomter, og Erkebispen havde flyttet Olafsskrinet til Stenviksholm, hvor det befandt sig, da han forlod sit Fædreland.
Revolutionen i 1537 indtraf paa en Tid, da den nye ivrig-lutherske Konge befandt sig i den yderligste Finantsnød, en Følge af Grevefeiden og de med den forbundne, men ingenlunde med den ophørte krigerske Tilstande. Den faldne Kirke var udseet til at betale det hele, og hvor der var noget at hente fra dens Helligdomme, blev det ikke sparet, hverken i Danmark eller Norge. Om nogen Pietet mod det, som gjennem Aarhundreder var behandlet med Ærefrygt, blev der ikke Tale, men man har ikke Lov til at rette Bebreidelser mod nogen Enkelt for en Feil, der tilhørte den hele Tidsalder.
Den ældste historiske Beretning om, hvad der timedes St. Olafs Skatte, findes hos Peder Claussøn (1545–1614). Den lyder saaledes:
»Saa borttog man den Tid S. Olufs Skrin med hvis sølv og Guld og dyrebare Stene, som paa hans Kiste vare, med den skjønne Steen, som Erkebiskop Erik Walkendorf kjøbte og var sat i den ene Ende paa St. Olufs Kiste, og havde givet derfor 20 Læster Smør. Desligeste det store Sølvkors, som blev baaret for S. Olufs Skrin, hvilket 3 Karle maatte bære, saa og Kalke og Diske og Monstrantser og andre Kirkens Klenodier, en Part af Guld og en Part af Sølv, med anden Skat og Rigdom, baade af Capitlet og Communet, item Ædelstene af Altertavler med Klokker og andet saadant Kirkens Gods, hvilket en Part blev indskibet paa et stort Skib og skulde nedføres, men sank
