Olafsdyrkelsens ophør ved Reformationen. Domkirkens Skatte plyndres. Fabelen om Skrinets Synken. Sagn om sunkne Kirkeskatte i Almindelighed. Olafs Legems Skjebne. Minder om Olaf ved Stiklestad. Hans Minde bevares af Almuen. Beviser derpaa fra Sverige, Finland, Skaane og Sjelland. Hans vedblivende Dyrkelse i den katholske Kirke. Den lutherske Geistlighed og Olaf. Fornyet Dyrkelse i Norge. Slutning.
»Jeg agter ikke at love mig til Sancte Olaf snarligen,« saaledes skriver i Aaret 1536 den kongelige Secretær Jesper Brochmann til Eske Bilde, da denne just var kommen ud af det Fængsel, hvori Erkebispen en Tid havde holdt Eske og nogle andre Rigsraader fast.[1] Disse for Spøg udtalte Ord indeholdt imidlertid en Antydning af, hvad der nu forestod, Olafsdyrkelsens bratte Undergang og Udplyndringen af Domkirkens rige Skatte.
I Olaf Engelbrektssøns Dage var allerede det katholske Væsen i Norge stærkt rokket i sine Grundvolde. Domkirken var hjemsøgt af en skrækkelig Ildebrand i 1531, og Otto Stigssøn havde plyndret Throndhjem det følgende Aar. Ødelæggelsens Vederstyggelighed saaes trindt om paa de gamle, hidtil for Folketroen hellige
- ↑ Danske Magazin, VI. S. 15. L. Daae, Fru Inger Ottesdatter, Chra. 1874, s. 117. (Norsk hist. Tidsskr. III, s. 341).
