mændene selv Olafs Navn ved Anlægget af en Regents eller Studentergaard (Bursa S. Olavi).[1]
Til Rhinegnene forplantedes Olafs Dyrkelse af den bekjendte Henrik Kalteisen, der ved pavelig Provision ophøiedes til Erkebiskop i Throndhjem efter Aslak Bolts Død, men temmelig snart maatte forlade Norge formedelst Folkets bestemte Modstand. Han vendte tilbage til Tydskland og stiftede her i Coblenz i Dominikanernes Kloster, hvis Orden han tilhørte, et Alter for St. Olaf, foran hvilket han siden selv blev begravet.[2]
Allerede i det fjortende Aarhundrede havde de Olaf stedse ivrigt hengivne Dominikanere oprettet et Alter for ham i Brügge, hvor de ogsaa vilde anbringe et Billede af ham. De henvendte sig derfor 1316 til Kong Haakon Magnussøn med Bøn om, at han vilde skaffe dem Oplysning om Helgenens »Fødselsdag« (Passionsdag), meddele dem hans Legende og skjænke dem Relikvier af ham. Anledningen hertil var den Falkefangst, der allerede nu anstilledes i Norge af Nederlændere.[3] I det følgende Aarhundrede fik Amsterdam endog en egen Kirke for St. Olaf. Det skal være foranlediget af et Privilegium, der 1443 var tilstaaet Amsterdams Borgere af Kong Christopher af Bayern.[4]
- ↑ Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, samlede og udg. af L. Daae, S. 33. (Under Pressen).
- ↑ Benzelii Udg. af Diar. Vadstenense, p. 246 (Scr. Rer. Dan. VI. p. 617.)
- ↑ Dipl. Norv. VIII. S. 72. Om Falkefangsten se L. Daae, Norske Bygdesagn, II. S. 95 fgg., hvor dog denne Oplysning om Fangstens Ælde ikke er paaagtet.
- ↑ Huitfeldts Krønike, Folioudg. S. 883.
Ausgang der Mission, Berlin 1877, I. S. 152 (efter Kohlmann, Beiträge zur Bremer Kirchen-Geschichte, S. 54).
