ner. Om Karl Knutssøn, der dog rigtignok ogsaa førte Titelen af Norges Konge, heder det i Rimkrøniken under Aaret 1452:
I Sköttebanrith man sa
Sancte Eric och sancte Olaff malede staa,[1]
men ogsaa da Sten Sture den ældre i 1495 kjæmpede i Finland mod Russerne, heder det:
– Ganska lithen var cristna manna makth,
Thy leeth gudh see syna werdugha kraffth,
The saagho och tw baneer paa bergith staa,
– – wisseligha sancti Erik och sancti Oloffs waare the,
Thz finge Ryzer samme daghen ath see.[2]
Oftere forekomme ogsaa Stiftelser af Præbender til Olafs Ære i Sverige. Saaledes oprettede f. Ex. 1401 en Peter Aalænding, Borger i Stockholm, en Præbende til Messer for sin afdøde Hustrus og sine Forfædres Ære, der helligedes Gud, Jomfru Maria og Martyrerne Olaf og Henrik.[3]
At Olafsdyrkelsen ogsaa i Danmark, navnlig i Kjøbenhavn, ligetil det sidste ytrede sig ved rige Gaver og nye Indvielser til ham af Kirker o. s. v., have vi seet i et foregaaende Afsnit.
Vi have ogsaa seet, at Olaf allerede kort efter sin Død var en bekjendt Helgen i Nordtydskland, og at rimeligvis ikke faa Pilegrime derfra have besøgt hans Grav. Dette ophørte vel efterhaanden, men hans Dyrkelse vandt senere Indgang der ad andre Veie. Olaf blev en Patron for de hanseatiske Bergefarere og maaske
