ud paa at forklare Christierns Ret til Thronen i dette Rige, ikke det første Exempel paa, at Pilegrimsfarterne ere blevne tagne i politikens Tjeneste.[1] Et Par Aar senere (1519) klager den samme Erkebiskop over de mange Fornærmelser, som Pilegrimene maatte lide af en af den berygtede Mag Hans Mules Fogder, der »tager fra dem St. Olafs Offer og Gaver, som gode Mennesker sende til St. Olaf.«[2] Med Føie har ogsaa en udmærket Kjender af Nordens Historie i Overgangstiden fra Middelalderen til den nyere Tid betegnet Throndhjem som det vigtigste af alle Nordens Valfartssteder.[3] Og dog gaves der ogsaa Olafskirker i andre Egne af Norden, hvorhen valfarter fandt Sted, f. Ex. den ovenfor omtalte Hallerøds Kirke i Skaane.
Indvielsen af Kirker til Olaf er vistnok ogsaa vedblevet at gaa for sig, skjønt det ligger i Sagens Natur, at nye Kirkebygninger i Katholicismens senere Periode ikke ret hyppig opførtes. I Dalarne indviedes dog f. Ex. endnu 1510 en Kirke og i 1511 et Billede til St. Olaf,[4] ja i Køping i Vestmanland anbragtes endog saa sent som i 1529 et »Hielp Ste Olaf Kong« paa en i dette Aar støbt Kirkeklokke.[5]
Overhoved vedblev Sverige at give mærkelige Beviser paa, hvor dybt Pieteten for den norske Kongehelgen var rodfæstet i dette Land. Olafs Billede anbragtes fremdeles ved Siden af St. Erik paa Rigets Ban-
