Danmark havde oplevet i et helt Aarhundrede, kalde Olaf, medens først hans anden Søn fik Navn efter Danmarks Knut. Havde denne Olaf faaet leve, vilde maaske det nordiske Olaf-Navn have holdt sig i den oldenborgske Slægt, men den samme Vanskjebne, der overhoved havde forfulgt Kongesønner af dette Navn, rammede ogsaa denne sidste, der allerede ligesom Broderen Knut døde i den spæde Alder.[1]
Kong Hans synes at have vist Olaf den Hellige stor Ærefrygt,[2] og om Sønnen Christiern II. kjende vi endog flere mærkelige Træk i samme Retning. Christiern, der, hvad hidtil har været lidet paaagtet, selv i sin Ungdom (1507) har besøgt Throndhjem, skjønt ganske vist i rent politisk og ikke religiøs Hensigt,[3] anmodede, da han i Anledning af sin Kroning opholdt sig i Oslo 1514, Kannikerne i Throndhjem paa det indstændigste om at overlade ham nogle af sine Olafs-Relikvier, og lovede at behandle dem med største Ærefrygt.[4] Endnu mere talende ere imidlertid de Ytringer, der forekomme i et nogle Aar yngre udateret Brev
- ↑ Mich. Behaim, Buch von den Wienern, Wien 1843, (Fortale) p. XLI. J. P. F. Königsfeldt, Genealogisk-historiske Tabeller over de nordiske Rigers Kongeslægter, 2. Udg. S. 44.
- ↑ Danske Magazin. 3. R., II. S. 38, et i den Tid maaske enestaaende Exempel paa, at en Helgen endog i et Kongebrev nævnes ved Siden af Gud.
- ↑ Endog Allen har i sin Skildring af Christierns norske Statholderskab overseet den interessante (i Handlingar rörande Skandinaviens Historia, XX. S. 185 forekommende) Oplysning, at Christiern 1507 indfandt sig i Throndhjem og skal have forlangt at krones, hvilket den gamle og afgjort danskfiendtlige Erkebiskop Gaute skal have afslaaet paa det bestemteste.
- ↑ Dipl. Norv. I. S. 753.
