Hans Anseelse som Nordens Hovedhelgen var saa grundfæstet, at den ikke blev rokket. Udenfor Norden medførte politiske Begivenheder, at han paa sine Steder blev glemt. Dette var Tilfældet i Novgorod og i Constantinopel, rimeligvis fra trettende Aarhundrede, da Væringernes Corps opløstes, efterhaanden vistnok ogsaa paa de britiske Øer. Men til Gjengjeld udbredtes hans Ry til andre Egne.
Norges gamle Kongestamme uddøde og afløstes først af Folkungerne, hvis virkelige Hjemland stedse vedblev at være Sverige, og derpaa af helt fremmede Tydskere. Men de nye Konger viste stedse St. Olaf den høieste Ærefrygt og lagde dette for Dagen paa mange Maader.
Magnus Erikssøn foretog netop paa den Tid, da den store Mandedøds ødelæggelser maatte opfordre til at anraabe de kraftigste Helgener, en Valfart til St. Olaf (1350).[1]
Hans Søn Haakon, der synes at have udmærket sig ved en høi Grad af Fromhed, og hans store Dronning opkaldte sin eneste Søn efter Norges Patron. Margreta, hvis Ungdomsliv i Norge desværre er saa lidet bekjendt, har udentvivl ogsaa gjort en Valfart til St. Olaf, og til en saadan sigter rimeligvis Sagnet om Dronningdalen i Opdal, hvor Margreta, der havde forvildet sig paa Fjeldet, fandt et Tilflugtssted.[2] St. Olaf var selvfølgelig ikke glemt mellem de Helgener, til hvem der efter hendes Bestemmelse skulde valfartes efter hendes Død.
Christiern I. lod sig 1450 krone i Throndhjem paa St. Olafs Dag, og, hvad der var mærkeligere, han lod sin førstefødte Søn, den første Kongesøn, hvis Fødsel
