Olafsdyrkelsen i den sildigere Middelalder. Senere Kongers og den indflyttede Adels Ærbødighed for Helgenen. Vedblivende valfarter til Throndhjem. Fortsat svensk Olafscultus. Olaf og Hanseaterne. Hans Dyrkelse i Nederlandene.
Helgendyrkelsen blomstrede gjennem den hele Middelalder, men de enkelte Helgener kunde undertiden fortrænges eller dog stilles i Skyggen af nyere, hvis jertegn vare friskere, og hvis Paakaldelse saa at sige var probatere for dem, der tiltrængte deres Hjelp i Sygdom og Nød. Ogsaa i Helgendyrkelsen gjorde Moden sig gjeldende, og til de forskjellige Tider vare, om man vil tilstede dette Udtryk, ikke altid de samme Helgener i Skuddet. De gamle Helgener og de gamle Valfartssteder fik stedse flere og flere Rivaler, og Geistlige, der havde Fordel af saadanne opgaaende Sole, stræbte tidt at fordunkle de gamles Glands. Ogsaa Olafs Helligdom har ganske vist havt at kjæmpe med saadanne Forhold, og navnlig har udentvivl den hellige Birgittas Grav i Vadstena været en mærkbar Concurrent for Throndhjems Domkirke. Men det tør dog bestemt siges, at faa Helgener have bevaret sin Nimbus gjennem hele Katholicismens Tidsrum bedre end netop Olaf.
