til Olafs Kirke i Constantinopel.[1] Disse sidste byzantinske jertegn, der antages at være fortalte i Norge af den omtrent 1150 fra Constantinopel hjemvendte Lendermand Eindride Unge, besynges udførlig af Einar Skulessøn i hans ovennævnte Digt Geisli.
Ogsaa i Holmgard eller Novgorod havde Olaf sin Kirke. Allerede i levende Live havde Olaf gjort Mirakler her, og til hans Kirke knyttede der sig nye Legender. Der opkom engang Ild i Staden, og det saa ud til, at den hele-Borg skulde brænde. Man henvendte sig da til Præsten ved Olafskirken, Stephanus, der strax greb Olafs Billede og satte det imod Ilden, hvorefter denne standsede. En anden Gang havde en Væring i Gardarike kjøbt sig en ung Træl, der var stum, men dog forstandig og flink i mange Stykker. Ingen vidste hans Herkomst, men mange gjettede dog paa, at han var norsk. Denne Træl var bleven solgt fra den ene Herre til den anden, indtil endelig en Kjøbmand gav ham fri. I Novgorod fik han Herberge hos en Kone, der jevnlig søgte til St. Olafs Kirke, og for denne aabenbarede da Helgenen sig i Drømme og befalede hende at tage den unge Mand med til Ottesang. Det skede, og han faldt strax i Søvn under Gudstjenesten, og medens han sov, aabenbarede Olaf sig for ham og gav ham Mæle.[2]
