Side:Norske helegener.djvu/65

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

vilde opofre sine kjæreste Folk. Men Væringernes Høvding, Thor Helsing, vilde ikke destomindre friste en Dyst. Keiseren bad da Væringerne om at anraabe deres Konge, St. Olaf, om Bistand, og disse, fem Hundrede, lovede da at bygge en Kirke i Miklagaard for sin Helgen. Hedningernes Konge skal da have seet en prægtig Mand paa en hvid Hest ride foran Væringernes Fylking, og skjønt Fiendens Overmagt var som ni mod en, vandt de dog en fuldstændig Seir.[1] Senere lød det i en latinsk Hymne:

Graecus Caesar, constitutus
In arto certamine
Poscit opem Sancti tutus
Non tardo laudamine,
Barbarorum sic adjutus
Victor redit agmine.[2]

Ogsaa et Sagn om Olafs Sværd’ Hneitir, fortaltes blandt Væringerne. Dette Sværd skulde være bortført fra Stiklestad af en Svenske og siden være kommen i en Værings Hænder. Medens disse tjente »Kyrialax« og skiftevis holdt Vagt hos denne om Natten, hændte det, at en af dem faldt i Søvn og, da han vaagnede, savnede sit Sværd Han troede, at Kammeraterne havde borttaget det for at drille ham, men disse negtede, og det samme gjentog sig tre Nætter efter hverandre. Han fortalte da sit Sværds Historie, og da dette kom for Kyrialax, lod han Væringen kalde for sig, betalte Sværdet med dets tredobbelte Værd og lod det bringe

  1. Olafs Saga, udg. af Munch og Unger. Chra. 1853, cap. 267.
  2. Brev. Nidros. (Scr. Rer. Dan. II. p. 544). Munch formoder, at Slaget har været en i 1122 under Kalo-Joannes stedfunden Kamp med Petschenegerne. (N. F. Hist. II. S. 565).