Som bekjendt har Olaf nydt den for en occidentalsk
Helgen sjeldne Ære at blive dyrket indenfor den græske
Kirkes Enemærker. Have end hans Tilbedere kun været
de i Constantinopel og i Rusland bosatte eller tjenende
Nordboer, er hans cultus dog bleven taalt af den byzantinske
Geistlighed. Han har i disse Egne vistnok
endnu mere end i Norden selv været en fælles Helgen
for alle nordiske Mænd.
I Constantinopel fik Olaf sin Kirke, og flere Legender fortaltes angaaende denne og om hans Jertegn i den byzantinske Verden overhoved. Ifølge en Beretning skulde Kirken være bygget af Helgenens Halvbroder, Harald Haarderaade, der før et Slag havde anraabt ham om Bistand og lovet ham en Kirke. Keiseren skulde derpaa have lagt mange Hindringer iveien for Indvielsen, og vel omsider have samtykket deri, men ladet Kolven udtage af dens Klokke. Olaf aabenbarede sig da for ham i Drømme og truede ham, men da det ikke hjalp, faldt Keiseren i en Sygdom, og efterat Keiserinde Zoe havde søgt Raad hos Harald, fik endelig Olaf Kolven tilbage, og Keiseren helbrededes.[1] Siden opkom et Sagn om en Kamp ved Petzinavoldene i Vallachiet under Keiser Kyrialax, hvorved maa forstaaes en af de comneniske Keisere, enten Alexius Comnenus (1081–1118) eller Sønnen Kalo-Joannes (1118–1143). Først vare her selve Grækerne, derefter Keiserens frankiske og flamske Leietropper blevne slagne, og han blev da heftig forbitret paa sine Mænd. Disse raadede ham da i sin Fortrydelse til at sende sine »Vinbælge«, Væringerne, i Kampen, men Keiseren erklærede, at han ikke
- ↑ Harald Haarderaades Saga, cap. 7. Munch, N. F. Hist. II. S. 87.
