anselig Mand og bad ham fare til St. Olafs Kirke i London, thi der skulde han blive frisk. Han reiste afsted og kom omsider til Bryggen i London. Da han her spurgte efter den betegnede Kirke, korn der en Mand og tilbød ham at ledsage ham derhen. Foran Døren var der en høi Tærskel, der skulde væltes indad. Den syge blev frisk, men da han saa sig om efter Ledsageren, var denne forsvunden.[1] Ogsaa Exeter havde sin Olafskirke, i Norfolk i Østangel findes endnu en »St. Olaves bridge«, og i Chester paa Nordgrændsen af Wales har man endnu en Olafskirke og en Olafsgade. Ogsaa York har en saadan Kirke.[2] I samme Stad stiftede Allan, Greve af Bretagne, i Aaret 1078 et Abbedi, der indviedes Olaf, men 1089 blev helliget Maria.[3]
Selvfølgelig overførtes Olafsdyrkelsen til Irland, hvor der endnu længe efter Olafs Død bestod norske Riger. Da Nordboerne, eller som man her kaldte dem Østmændene, henimod Midten af det ellevte Aarhundrede grundede en Kirke i Dublin for den hellige Trefoldighed, skjænkedes der til denne mellem andre Relikvier ogsaa Stykker af St. Olafs Klæder. Olaf fik ogsaa sin egen Kirke i Dublin, der var til endnu i den sidste Del af Middelalderen, dog rigtignok under det forvanskede Navn Tulloch.[4] Ogsaa i Skotland har der udentvivl været flere Olafskirker, og der er Spor af Olafsdyrkelse ogsaa i Normandiet og Frankrige.[5]
