At Olafs Hellighed har været kjendt i Nordtydskland,
have vi allerede ovenfor (S. 24) omtalt efter Adam
af Bremens Vidnesbyrd. Det var dog først i den senere
Middelalder, at man i det egentlige Tydskland hører
om egne Altre for ham. Som bekjendt blev Olafs eneste
Datter Ulfhild gift med Hertug Ordulf af Sachsen
og ved ham Stammoder for hele det berømte welfiske
Hus.[1] Men ikkedestomindre kjendes intet Spor til, at
Olaf har været dyrket af Welferne eller i deres Lande.
Af megen historisk Betydning ere de Vidnesbyrd der i talrig Mængde ere bevarede om Olafs Dyrkelse paa de britiske Øer. De godtgjøre paa det klareste, hvor stærkt det nordiske Element har været i Befolkningen i hine Lande.
I London havde eller har Olaf ikke en, men mange Kirker. En af disse ligger i Southwark, og i denne Bydel bærer ogsaa en Gade Navn dels af St. Olaves street, dels af Tooley street, hvilket sidste Navn er en Forvanskning af det første. Inde i Cityen, det egentlige gamle London, findes tre Olafskirker, en i Silverstreet, to i Cityens østlige Udkant.[2] En af disse Kirker i Cityen, uvist hvilken, omtales i vore Sagaer, og der knytter sig en Legende dertil, opstaaet rimeligvis allerede i det ellevte Aarhundrede. Alvald, fortælles der, hed en Krøbling, hvem St. Olaf helbredede. Han faldt en Dag i Søvn, og der kom da i Drømme til ham en
- ↑ Se Stamtavlen i Symbolae ad hist. antiqv. rer. Norveg., ed. P. A. Munch, Chra. 1850.
- ↑ J. A. A. Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland, Kbhvn. 1851, S. 40–41. Thomas Carlyle (The early kings of Norway &c., London 1875, p. 152–153) omtaler ogsaa 4 Kirker for Olaf i London.
