gens Hospitals Segl fremstiller Olaf, siddende paa Thronen med Øxen i høire Haand.[1] At der rundt omkring i flere danske Kirker fandtes Billeder og Relikvier af Olaf, er bekjendt nok. Hellige Gjenstande forsynedes med hans Navn,[2] og omkring i Landet fandtes ogsaa her Olafskilder.
I den fjerneste Del af det egentlige danske Rige, i Stiftsstaden Slesvig, havde Olaf i sin Tid en Kirke, der dog temmelig tidlig forsvinder og antages at vær brændt 1287.[3]
Ogsaa i Esthlands fornemste Stad, Reval, fik Olaf en Kirke. Den hidrører fra det danske Herredømme i Landet og antages at være bygget ikke af Stadens Borgere, men af en eller anden dansk Konge, maaske allerede af Valdemar Seier selv, hvilket sluttes deraf, at Dronning Margareta (»Sprenghest«) og hendes Søn Erik Glipping i 1267 skjænkede denne Kirke med dens Parochialrettigheder til St. Michaelsklostret i samme By.[4] Kirken opførtes i gothisk Stil og er endnu til.[5]
- ↑ H. Rørdam, Kjøbenhavns Kirkers og Klostres Historie, Kbhvn. 1859–1863, S. 335.
- ↑ Saaledes Klokker og Døbefunter. J. F. Fenger i Kirkehist. Samlinger, II. S. 481–482.
- ↑ Sach, Geschichte der Stadt Schleswig. Schl. 1875, S. 65. Naar denne Forf. anfører, at Kirken ikke kan antages at være opført førend 1164, »da der heilige Olav um 1164 Schutzpatron Norwegens ward«, da er dette naturligvis grundet paa en grov Misforstaaelse af, hvad der skede i hint Aar. Sandsynligere turde det være, at den allerede hidrørte fra Magnus den Godes Dage, da denne Konge som bekjendt, færdedes meget i den sydlige Del af sit danske Rige.
- ↑ Fr Ge. v. Bunge, Das Herzogthum Estland unter den Königen von Dänemark, Gotha 1877, S. 171.
- ↑ P. A. F. K. Possart, Die russischen Ostseeprovinzen, Stuttgart 1845, Th. 2, S. 197–198.
