Danskes Olafsdyrkelse kjende vi allerede fra Skildringen af Pilegrimsfarterne til Nidaros.
I Skaane i Middelalderen Danmarks Hovedstift synes Olafs Dyrkelse i særlig Grad at have været udbredt. Flere af Stæderne her havde Olafskirker, blandt andre Metropolitanstaden Lund, hvor han ved Siden af St. Knud var den eneste nordiske Helgen, som nød denne Ære, thi alle de øvrige af Erkesædets sytten Kirker vare indviede til Trefoldigheden, Vor Frue, Apostlerne eller fremmede Helgener. I Halmstad og Helsingborg havde ligeledes Olaf sine Kirker, i Halland dertil to Landskirker, Straavalla og Gallinge. Mærkeligst vare dog to Valfartskirker for den norske Kongehelgen. Den ene var Kirken i Lunkinde i det østlige Skaanes Skovegn, der endnu kaldes Olafs Kirke, og om hvilken vi senere skulle fortælle udførligere. Den anden var Hallerøds Kirke i Onsjø Herreds Skovegn i det mellemste Skaane, hvorhen Pilegrime valfartede ikke alene fra dette Landskab, men ogsaa fra andre Egne af Skandinavien. Et Document af 1573 giver gode Oplysninger om denne sidste Kirke. Det heder her: »I forrige Dage, under den vederstyggelige Pavens Religion, var der megen Vildfarelse i Hallerøds Kirke formedelst det Belials Alter, som man kalder St. Olafs i Hallerød, hvilken var begyndt og stadfæstet ved Bispernes beseglede Breve, som endnu til Vidnesbyrd ere tilstede, saa at der skulde uddeles Aflad blandt alle dem, som dette Afguderi med deres Skjenk, Offer og Gaver forfremmede, og to Dage
cense, hvor denne Legende er optagen, fortælles den noget anderledes, idet der istedenfor en Greve nævnes en »praepositus«. I de to sidste Kildesteder er det, at dette Jertegn angives som Foranledning til Olafsmessens Indførelse i Danmark
