Side:Norske helegener.djvu/55

Man skulde endog tro, at Olaf har været Sveriges egentlige Folkehelgen, indtil Kong Erik Jedvardssøn i tolvte Aarhundrede ved sin Død vandt denne Stilling. Dette bliver sandsynligt af flere Grunde, især fordi Olaf, efter at Eriks Hellighed var erkjendt, oftere optræder ved dennes Side paa en saadan Maade, at han oprindelig maa have været ene om Æren. Som vi senere skulle høre, anbragtes nemlig Olafs Billede ved Siden af Eriks paa det svenske Rigsbanner, Rigets Hovedkirke i Upsala var viet til disse to Kongehelgener, og de havde i denne et fælles Alter.^[1] I Eriks Mirakler er ogsaa Olaf med. En Mand lover saaledes Pilegrimsfart til Erik og til Olaf, og i Olafsnatten faar han Aabenbaring om, at han er helbredet og derfor bør gaa til St. Erik med sit Offer, ligesom ogsaa Kong Birgers Hovmester paa en Gang anraaber disse to Konger om Hjelp for sin syge Herre.^[2] Høist betegnende er det ogsaa, at den svenske Geistlighed ligefrem maatte optræde imod Olafsdyrkelsen i Angermanland, Helsingland og andre nordlige Grændselande, for at den ikke skulde volde altfor stor Afgang i Eriks- eller den forenede Eriks- og Olafs-Dyrkelse i Upsala. I disse Landskaber havde der nemlig fra ældgammel Tid af været gjort Løfter og ofret Gaver til Olaf i Nidaros, saa at det endog havde lykkedes de nidarosiske Erkebiskopper at forvandle disse Gaver til en aarlig fast Olafsskat, paa hvilken der 1335 endog var givet pavelig Bekræftelse. Herom opstod der Strid mellem Erkebisperne Paal Baardssøn i Nidaros og Heming i Upsala, hvilken Strid især førtes i Aaret 1344. De nærmere Omstændigheder

1. Dipl. Norv. III. S. 196.
2. Handlingar rörande Skandinaviens Historia, VI. S. 34, 39.