Som i det egentlige Norge, saaledes var ogsaa i
de norske Bilande Olaf almindelig dyrket. Island, der
forøvrigt senere fik flere egne Helgener, havde adskillige
Olafskirker og Olafsgilder.[1] Selv Grønland skal have havt
to Klostre, indviede til Olaf, nemlig et i Vatsdalen for
regulære Kanniker og et i Ravnsfjorden for Benedictinerinder.[2]
Orknøerne, der dog tidlig fik egen Helgen i
St. Magnus, havde idetmindste en Olafskirke for det
Staden Kirkevaag omgivende Landsogn, og paa Hjaltland
var Whiteness’s gamle Kirke viet til Moderlandets
store Helgen.[3] Endnu i forrige Aarhundrede fortalte
Hjaltlændingerne sagn om »St. Olla«, fra hvem de
mente, at deres gamle Lov hidrørte,[4] en Erindring af, at
gammel norsk Ret overhoved bar Olafs Navn. Færingerne
fortælle følgende Legende om St. Olaf: Kongen
skulde have spurgt nogle af deres Landsmænd, om de
havde Skov paa sine Øer, og disse svarede da nei, af
Frygt for større Skat. »Det blive da saa,« sagde
Kongen, og i samme Stund forsvandt de færøiske Skove.[5]
- ↑ Dipl. Islandicum, I. (Registret). I Raudasands Kirke var et Olafsskrin (Biskupa Søgur, I. S. 645).
- ↑ Grønlands historiske Mindesmærker, III. S. 254, 540, 544, 554.
- ↑ Samll. t. N. F. Spr. og Hist. VI. S. 88 og 491. Af Kirken ved Kirkwall findes nu kun Ruiner. Handbook of the Orkney Islands, Kirkwall s. a. (1878?), S. 48.
- ↑ S. Hibbert. A description of the Shetland Islands, Edinb. 1822, p. 277.
- ↑ A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 107.
