ved Vegsund paa Søndmøre, om hvilken Hans Strøm omtrent 1756 bemærker, »at der for 20 eller 30 Aar siden var Skik at sætte Kors derhos, saa at man ofte paa engang kunde se 100 eller 150 Kors«,[1] og St. Olafs Kilde i Imsdalen i Snaasen. »hvor mangehaande syge Mennesker skulle være hjulpne, og hvor derfor Krykker og Stave saaes mangfoldige«.[2] Den mærkeligste af alle Olafskilder var dog naturligvis den, der fremvældede ved hans Lig i Nidaros og nu er indbygget i Domkirken.
Der mangler heller ikke Exempler paa, at Planter i Folkemunde benævntes efter Olaf, skjønt han rigtignok i denne Henseende afgjort har maattet staa tilbage for den fornemste af alle Helgener, Maria. En Plante (Asplenium septentrionale, Sw.) bærer Navn af »St. Olafs Skjæg«. I Tydalen (Annex til Selbo) bære nogle frodigtvoxende gule Natvioler (?) Navn af »St. Olafs Lysestager«. Paa flere Steder, men især paa Eker og Sandshverv, kjendes af Hvermand en »St. Olafs Blom« (Geranium sylvaticum, L.), og paa Island benævnes et almindeligt forekommende Syregræs (Oxyria reniformis, Hook) »Olafs súra«.[3] Stundom hører man ogsaa, at de saakaldte Jettegryder i Folkemunde benævnes »Sanctolsgryder«.[4]
- ↑ Haandskrift paa Chra. Univ.-Bibliothek.
- ↑ Norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. I. S. 211.
- ↑ H. J. Wille. Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld, Kbhvn. 1786, S. 120. I. Aasen. Norske Plantenavne (Budstikken 1860), S. 27. O. St. Hansen, Bygdefortælling, Optegnelser fra Tydalen, Tromsø 1873. S. 49. Dr. F. C. Schubeler, Die Pflanzenwelt Norwegens, S. 104, 235, samt Meddelelse af denne sidste Forfatter.
- ↑ H. Strøm i Topogr. Journal, H. 2, S. 92.
