vistnok især i Throndhjems Stift, maa have været en stor Mængde andre, er indlysende.
Flere af Landets Kirker skylde efter Sagnet St. Olaf sin Tilblivelse. Saadanne ere Kapellet ved Sten paa Ringerike, hvortil knytter sig en noksom bekjendt Fortælling, Vatnaas i Sigdal, Vaaler i Solør, Eivindvik i Sogn o. s. v.[1] Om en Kirke i Thelemarken, der ikke navngives, have vi en gammel Legende. Man vilde bygge, heder det, en Stenkirke til Olafs Ære, men da det kom til Stykket, fandtes der ikke brugbar Grotsten, da Bygmesteren kom. Man vilde da lade denne reise tilbage og bygge en Trækirke i Stedet, men strax brast et Fjeld i Stykker, og der kom i Dagen saa megen Bygningssten, som man havde Brug for.[2]
Ogsaa flere af vore Klostre vare indviede til Olaf, saaledes Præmonstratensernes i Tønsberg, Minoriternes i Bergen og Prædikebrødrenes i Oslo, rimeligvis ogsaa Klostret af samme Orden i Bergen, og maaske et lignende i Hamar. Det maa nemlig mærkes, at Prædikebrødrene eller Dominicanerne baade i Norge og Sverige særlig synes at have æret St. Olaf. Udentvivl have ogsaa Hospitier været Olaf indviede, saaledes maaske et paa Helgeøen, og endelig tør et Flertal af Landets Gilder antages at have havt St. Olaf til Skytspatron. Om de fleste af disse Gilder vides ikke, under hvilken Helgens Beskyttelse de havde stillet sig, og vi kunne derfor kun nævne Myklegildet i Nidaros, Gildet i Onareim i Tysnes, Gildet i Kinservik (helliget Maria og Olaf), samt et af Gilderne i Tønsberg som sikre Olafsgil-
