til Domkirkegaarden. Her opførtes til Brug ved Hyldingen et fast kongeligt Høisæde af Sten med mindre Høisæder paa Siderne for Rigets Høvdinger. Disse Høisæder stode der endnu, skjønt i brøstfældig Stand, i 1591. Der blev i dette og det følgende Aar givet Befaling til Ludvig Munk, dengang Lensmand paa Throndhjems Gaard, at han skulde lade dem istandsætte.[1] Rimeligvis er dog dette ikke skeet. Man har ved Gravninger i vor Tid stødt paa Grundvoldene til Høisæderne, der have staaet paa den Del af Kirkegaarden, der vender mod Thomas Angells Hus.
Antallet af andre Olafskirker rundt om i Norge har været overordentlig stort. For de fleste norske Kirkers Vedkommende vide vi ikke, til hvilken Helgen de have været viede, men der kan dog endnu, navnlig ved Hjelp af den saakaldte Røde Bog,[2] paavises mangfoldige saadanne. I Bergen gaves to Olafskirker, i Stavanger og Tønsberg hver en, og af Kirker paa Landsbygden kunne nævnes det kongelige Kapel paa Avaldsnes, Vormster i Ryfylke, Nesland, Sillejord, Bø og Helgen, alle i Thelemarken, Bamle, Tanum, Hvarnæs, Arendal i Stokke, Sæm, Tjømø, Vaale, Fiskum, Skoger, Huseby i Lier (nedreven i 16de Aarh.), Nitedal, Fors, Hemnæs og Ullensaker paa Romerike, Strøm, Sand og Ullern i Odalen, Eidskog paa Vinger, Trøgstad og Borge i Smaalenene og en stor Del Kirker i Viken. At der andensteds,
- ↑ Norske Rigs-Registranter, III. S. 171, 258. Cfr. (O. Rygh) Om norske Kongers Hylding og Kroning i ældre Tid. Chra. 1873, S. 5, 9, og Schøning, Beskr. af Domkirken, S. 227.
- ↑ Biskop Eysteins Jordebog (»Den røde Bog«), Fortegnelse over det geistlige Gods i Oslo Bispedømme, udg. af H. J. Huitfeldt, H. 1–3, Chra. 1873–1878.
