Rex Olave, nos exaudi,
Assistentes tuae laudi.
Omni quarta feria.[1]
Olafsskrinet var at betragte som et Palladium baade for det hele Rige og for den Stad, hvor det hørte hjemme. Der opkom saaledes, som det heder i Magnus Barfods Tid, en Ildebrand i Nidaros, og man bar da Skrinet ud for derved at standse Ilden. En uvittig og fremfusende Mand begyndte da at slaa Skrinet og skjænde paa den hellige Konge og sagde, at Alt vilde brænde, om han ikke viste sin Miskundhed. Kirkerne sparedes for Ilden, men hin Mand blev strax hjemsøgt af Øienverk, hvorfra han dog helbrededes, da han havde gjort Bod og ydmyget sig for St. Olaf.[2]
Men fornemmelig maatte St. Olafs skrin ikke mangle ved Kongernes Hyldinger, naar disse fandt Sted i Nidaros. Man opsatte endog Edsaflæggelsen, hvis Skrinet ikke kunde være tilstede. Da saaledes i 1217 Geistligheden negtede at udlevere dette til Haakon Haakonssøns Hylding, aflagdes ingen Ed, men Konge og Folk forpligtede sig til hinanden ved simpelt Tilsagn. Da siden Hertug Skule lod sig tage til Konge, førte hans Tilhængere Skrinet med Magt ud af Kirken; Geistligheden vovede nemlig, idetmindste ikke ligefrem, at overlade ham det af Frygt for Haakons Vrede. Disse Hyldinger fandt som bekjendt oprindelig Sted paa Ørethinget, der holdtes paa Øren vestenfor Nidelvens Munding, men i det fjortende Aarhundrede flyttedes Thingstedet
