Metropolitankirke for Norge ved Erkesædets Oprettelse (1152) kunde selvfølgelig ikke gaa af uden store Høitideligheder og særegne Mirakler. Paa den Dag, da Kardinal Nicolas Breakspeare (Hadrianus IV.) kom til Norge, fjorten Dage før den anden Olafsdag, skede eller indlededes strax et Jertegn. Venderne havde fanget en Mand ved Navn Haldor, hvem de vilde hænge, men Rebet brast stadigen, og de skar saa Tungen ud af hans Mund, men han helbrededes af St. Olaf.[1] Og da Kardinalen indviede Jon Birgerssøn til Erkebiskop (maaske paa Olafsdagen), fandt store Høitideligheder Sted, og Festen forherligedes endmere ved det skjønne Digt, som den berømte Skald, Islændingen Einar Skulessøn efter Kong Eysteins Opfordring havde forfattet om Olafs Jertegn, og som han nu selv foredrog. Under Oplæsningen af dette Digt, der benævnes Geisli (Straalen), mærkede man en yndig Duft i Kirken, et Tegn paa, at Olaf selv fandt Behag deri.[2] Dette Mærkeaar (annus, quo beati martyris Olavi ecclesia novi principatus et pallii vestitur honore, som det heder i det Throndhjemske Breviarium) siges ogsaa at være betegnet ved endel andre Jertegn.[3]
Endelig synes der at have fundet en mindre Olafstjeneste Sted hver Onsdag, som Ugedagen for Martyrens Død. Herom vidne nogle Linier i en af de bevarede Sequentser om Olaf:
