Fest, og paa Søndagen mellem vigilia og Ottendedagsdagen efter Festdagen (octava) saavelsom ogsaa denne Ottendedagsdag selv fandt ogsaa egen Olafstjeneste sted.[1] Det var bekvemt nok for Tilreisende, at denne Olafshelg just faldt ind i den smukke Aarstid.
De syge og andre bodfærdige Pilegrime indfandt sig gjerne i Kirken Olafsaften og tilbragte Natten der under Faste, Bøn og Paakaldelse. De pleiede at medbringe Voxlys.[2] Derpaa kom om Morgenen den store Fest, og Skrinet blev med stor Høitidelighed baaret i Procession gjennem den prægtige, vestre Kirkeport ud paa Kirkegaarden, og medens det bevægedes fra sted til andet, rørte Syndere derved eller opsøgte den Plads, hvorpaa det havde staaet, og forrettede der sin Bøn.[3] Stundom kunde skrinet under Processionen gjøre særegne Undere. I Olaf Kyrres Tid hændte det saaledes, at det pludselig blev saa tungt, at man ikke kunde faar det af Stedet. Man brød da Gaden op, og der fandtes nedgravet et myrdet Barn. Saasnart dette var optaget, lod skrinet sig bære videre.[4]
En sildigere Forfatter, Peder Claussøn, hvis Hjemmelsmand, Thrønderen Jon Simonssøn, rimeligvis har været øienvidne til disse Processioner i deres allersidste Dage, beskriver dem saaledes: »Og naar Erkebispen gik i Proces og lod bære St. Olafs skrin omkring, da havde
- ↑ Scr. Rer. Dan. II. p. 544, 550.
- ↑ Foru þau til hins hælga Olafs konungs kirkiu, hafðu með ser vaxlios oc dyrkaðu þa hælgu hatið með fastu oc vaktu þar um nottena með margum aðrum vanfœrum mannum. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, cap. 116.
- ↑ Samme Saga, cap. 122.
- ↑ Olafs Saga, udg. af Munch og Unger, Chra. 1853, cap. 272.
