egentlig gik til, naar Omegnens Befolkning og de tilstrømmende Pilegrime i talrig Skare samledes ved Helgenens Grav. Der haves imidlertid kun Antydninger. Jeg skal her forsøge at sammenstille dem.
Paa Stenbjerget ovenfor Throndhjem, over hvilket den gamle Landevei førte fra det Søndenfjeldske, og hvorfra der falder en herlig Udsigt over den skjønne Egn, Nidelvens Slyngninger, Staden med dens Kirketaarne og Fjorden med dens to Klosterøer, Munkholmen og Tuterøen, var der et Punkt, der kaldtes Feginsbrekka eller Glædens Bakke.[1] Det samme Navn havde Nordmændene ogsaa givet en Høide, hvorfra man fik Rom i Sigte.[2] Begge Steder ere udentvivl blevne saaledes benævnte af Pilegrime, der med Glæde hilsede Maalet for sin Vandring.
Udentvivl kunde Olafs Helligdom gjøre Regning paa Besøg omtrent til enhver Tid af Aaret, men det var dog selvfølgelig visse enkelte Tider, da det egentlige Pilegrimsstevne fandt Sted. Først og fremst naturligvis ved hans to Festdage, der fulgte meget nær efter hinanden, nemlig Hovedfesten, den 29de Juli, hans Passionsdag eller, som det i Kirkesproget ogsaa kaldtes, Fødselsdag, og dernæst 3die August, hans Translationsdag, eller den Dag, da hans Lig (1031) var flyttet fra Sandmælen, der, hvor siden Domkirken reiste sig, hen til Klemenskirken. Denne Dag kaldtes i det gamle norske Sprog Olafsmessa siðari eller œfri. Hertil kom 28de Juli som St. Olafsaften (vigilia, vaka) foran den store
