give ham Solen og Maanen eller overlevere sig selv i hans Vold, hvis han ikke forinden kunde udfinde Bygmesterens Navn. Men kunde han det, skulde denne til evig Tid være Olafs Fange. Jo mere Kirken nærmede sig sin Fuldendelse, desto mere sorgfuld blev da Olaf. Hver Aften gik han ud for at grunde paa Troldets Navn, men aldrig lykkedes det ham at opspore, hvad dette hedte, eller hvor det boede. Endelig, da Kirken kun manglede Taarnspidsen, gik Kongen en Aftenstund ud for at opsøge det Sted, hvor han først havde truffet Troldet, og her fik han omsider høre et Barn skrige inde i et Bjerg, medens Moderen søgte at stagge det med de Ord: »Ti stille, min Søn, imorgen kommer din Fader Skalle hjem med Sol og Maane eller med Kong Olaf selv.« Da Kongen nu havde faaet Troldets Navn at høre, gik han tilbage til Kirken og gav Agt paa det Øieblik, da Troldet skulde sætte Spidsen paa Taarnet og derfor bøiede sig. Da raabte Kongen til ham: »Skalle, sæt Korset ret!« Troldet kastede sig saa ned i den Tanke at falde ned paa Kongen og knuse ham, men St. Olaf løb tilside, kastede sin Øxe mod hans Knæ, lod derpaa Skalle gribe og havde ham bunden under sin Stol hele sin Livstid. Derfor kaldes ogsaa Skalle St. Olafs Dæggekalv.[1]
Det vilde have været heldigt, om vi havde besiddet en Skildring fra Middelalderen selv af Olafsdyrkelsen i Nidaros, der kunde have lært os, hvorledes det
- ↑ Johan Eenberg, Kort Berättelse af de markwärdigste Saker uti Upsala Stad, Ups. 1704, S. 17–19. Det samme Sagn er forresten i Sverige knyttet til andre Kirker, hvis Oprindelse tilskrives Olaf, og forekommer navnlig hyppigt i Nerike, hvor Olaf skal have bygget Kirker i Hirdemo, Kil og Hammar ved Skalles Hjelp. Herm. Hofberg, Nerikes gamla Minnen, Örebro 1868, S. 234–235.
