Vistnok forekommer Navnet »Kristkirkja« i Diplomer fra Middelalderen, men dette Sigil tyder dog paa, at det andet Navn idetmindste til en Tid har været det officielle. Som bekjendt gaves ogsaa en anden Olafskirke i Throndhjem, af hvis Grundvolde der endnu kan paavises Spor.
Der dannede sig, rimeligvis henimod Middelalderens Slutning, et Folkesagn om, at den store St. Olafs Domkirke, hvori hans Levninger hvilede, skulde være opført af ham selv, og i denne Fortælling anbragtes da det almindelige Vandringssagn om et Trold, der betinger sig Sol, Maane og Bygherrens Øine i Byggeløn, hvis denne ikke kan udfinde dets Navn.[1] Hvad angaar St. Olaf og Domkirken i Throndhjem, har Sagnet været udbredt baade i Norge[2] og i Sverige, men da det baade er blevet først og bedst optegnet i Broderlandet, ville vi fortælle det efter den svenske Kilde.
Efterat St. Olaf, heder det, med sit vidunderlige Skib, som seilede baade over Land og Vand, var kommen til Norge og der havde indført den christne Tro, vilde han lade bygge en saa stor Kirke ved Throndhjems Havn, at alle fremmede Folkeslag skulde kunne holde Gudstjeneste der under eet Tag uden at hindres ved Forskjellen i Tungemaal, og der skulde derfor være syv Prækestole i Kirken, som kunde være i Brug paa en Gang. Men neppe var Kirken halvfærdig førend der blev Mangel paa alt, hvad der tiltrængtes til Bygningen. St. Olaf gik da i sin Bedrøvelse ud i Skoven og stødte der paa et Trold, som tilbød sig at gjøre den hele Bygning færdig, mod at Kongen enten skulde
