tales som en af Norges Helgener, paabegyndtes derfor Christkirkens Forandring til en ny Kirke i stor Maalestok, den berømte Domkirke, der sandsynligvis aldrig har været helt fuldført, men antages at have været sin Fuldendelse nærmest i Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede, hvorefter den allerede 1328 rammedes af den første blandt de sørgelige Ildebrande, der gjentagne Gange have ødelagt den. Saavel efter denne Brand som efter den næste (1432) have dog visselig, om end baade Begeistringen var sunket og Midlerne vare forringede, betydelige Restaurationsarbeider fundet Sted, og endnu Erkebiskop Erik Walkendorf († 1522) arbeidede ivrig i Domkirkens Interesse, men derpaa indtraf 1531 atter en Ildebrand, der blev saameget farligere, da den kom omtrent samtidig med Katholicismens Fald.
Denne Kirke, der med Føie allerede i Middelalderen ansaaes for »Landets Krone og Prydelse«,[1] er som oftest, saaledes ogsaa af sin Historieskriver Schøning, bleven benævnt Christkirken, skjønt dog enkelte, saasom Torfæus,[2] have kaldet den »Olafskirken«. Dette er udentvivl ogsaa det rette, thi en Mængde bevarede Sigiller, hvis Originalstempel i 1875 er gjenfundet i Nærheden af Kirken, bærer denne Indskrift: Sigillum capituli ecclesie sancti Olaui regis et martiris, og i sammes Midtflade sees St. Olaf med Liljescepter og Korsæble, siddende paa Thronen, medens der til begge Sider af hans Hoved er anbragt en Rose, Nidaros’s Mærke.[3]
