Reisen ofte udført ved en Fuldmægtig, og af og til finder man den ogsaa paalagt ved Dom.[1]
Hvad der imidlertid i vore Dage giver disse Pilegrimsfarter størst Interesse, er det store Monument, som de have efterladt. Thi, hvor stor en Andel end kongelig og privat Gavmildhed i Forbindelse med Afgifter og Ydelser af forskjellig Art kan have havt i Throndhjems Domkirkes Herlighed, er det dog vistnok uimodsigeligt, at uden Pilegrimenes Ofringer vilde ikke Skandinaviens nordligste Kathedralkirke tillige være bleven dets største og prægtigste. Fromme Reisende fra mange Kanter af Nordeuropa have ydet sit Bidrag til dette Tempels Mure, mest dog naturligvis Pilegrime fra de tre Broderriger. Her som paa saa mangfoldige Steder bliver Olafdyrkelsens Historie noget mere end norsk.
Olafs Legeme var, dengang han erklæredes for Helgen, blevet skrinlagt i den af Olaf Tryggvessøn opførte og af St. Olaf selv gjenopbyggede Klemenskirke. Derefter førtes skrinet til den af Magnus den Gode og Harald Haarderaade byggede Mariakirke, og saa i Olaf Kyrres Tid til den da just opførte Christkirke, Nidaros’s og Norges første Kathedral, der antages at have været en Langkirke med enkelt Skib. Efterat imidlertid Nidaros ved Midten af tolvte Aarhundrede var blevet Erkesæde, fandt de nye Metropolitaner denne Kirke for liden, og under den anden Erkebiskop, Eystein Erlendssøn (1161–1188), der nedenfor selv skal om-
- ↑ Saaledes kjendes et Tilfælde af denne Art fra Tønsberg omtrent 1400 (Jens Müller, Beskr. over Jarlsbergs Provsti, Kbhvn. 1772. S. 27) og et fra Thelemarken i Anledning af Leiermaal 1458 (Dipl. Norv. III. S. 613).
