Dette forklarer, at Landalmuen ofte lagde Pilegrimene for Had, borttog deres Raade o. s. v., hvorfor Kong Erik i det nysnævnte Beskyttelsesbrev udtrykkelig forbyder saadant. Han tilføier ogsaa, at Ingen maa tilegne sig de Engstykker, som paa sine Steder vare skjænkede til Pilegrimes Brug, at de kunde have Græsgang til sine Heste, de saakaldte St. Olafs Vænge. Eriks Broder Haakon havde, endnu medens han var Hertug, udstedt en Forordning om, at der skulde fordres Pas for ide store Ribalder, som sagde sig at gaa Pilegrimsgang,«[1] og virkelig er der ogsaa fra den senere Tid bevaret saadanne Pas og Anbefalingsbreve, hvorved navngivne Pilegrimes Skikkelighed bevidnes.[2] I 1328, da Domkirkens første Brand rimeligvis har gjort det i særegen Grad vigtigt for Erkebispen at samle mange Pilegrime, gjentages atter i et Brev fra Kong Magnus Erikssøn til Indbyggerne i Østerdalen, Solør og Oplandene de gamle Privilegier for saadanne Reisende,[3] men Sønnen Haakon omtaler atter (1359) Pilegrimene som Folk, der »ofte ikke gjøre andet end ondt«.[4] I 1371 tilstod Pave Gregor XI. fra Avignon i Anledning af Domkirkens forestaaende Istandsættelse en for tyve Aar gjældende særegen Aflad for dem, der valfartede til St. Olaf, nemlig i visse Tilfælde et Aars og firti Dages Aflad, i andre hundrede Dages.[5] I senere Tid blev her, som ellers,
- ↑ G. Schøning, Throndhjems Domkirkes Beskrivelse, S. 171.
- ↑ Dipl. Norv. IV. S. 194 og I. S. 555. Det første af disse Breve er en Præsts Attest for to norske Pilegrime, det andet to Lægmænds Erklæring om en Pilegrims Hæderlighed.
- ↑ Norges gamle Love. III. S. 154.
- ↑ Schøning, Thr. Domk. Beskr. S. 171.
- ↑ Dipl. Norv. I. S. 316. (»Ecclesia Nidrosiensis, ad quam devotionis causa concurrit gentium multitudo«).
