dels af Kongerne, dels af selve Paven. I Aaret 1194 tog Pave Coelestin III. Pilegrime til St. Olaf i Nidaros i sit Værn, idet han befalede, at disse, hvad enten de ere Landets egne Børn eller Udlændinge, skulle drage uhindrede frem og tilbage, hvad enten der i Landet er Krig eller F red, ligesom ogsaa, at om en Pilegrim som Nødværge ihjelslaar Nogen, skal den Dræbte ikke begraves i christen Jord.[1] I Magnus Lagabøters Overenskomst i 1273 med Erkebiskop Jon om Grændserne for den verdslige og geistlige Myndighed, hvilken blev Forløberen for Concordatet i Tønsberg, optoges ogsaa Bestemmelserne om Pilegrimes Ukrænkelighed i det Hele overensstemmende med Coelestins Befaling, skjønt Straffene for overtrædelser af Privilegiet dog ikke fastsættes med saa stor Strenghed som i Pavebullen.[2] Fra Erik Magnussøn have vi ogsaa et Beskyttelsesbrev (af 1297), men her skjelnes allerede bestemt mellem »rette« Pilegrime, indenlandske eller udenlandske, der ville drage Nord til St. Olaf og til andre hellige Steder i Norge for at faa Afløsning for sine Synder, og »vore eller Rigets Uvenner, speidere og Bedragere samt Folk, der fare med saamange Vaaben, at de snarere fortjente at kaldes Hærmænd«.[3] Hvad der andensteds i Europa i Middelalderen var en ganske almindelig Sag, at Landstrygere udgave sig for Pilegrime, hvad f. Ex. endog Zigeunerne gjorde ved sin første Optræden i Europa, har altsaa heller ikke været uden Exempel i Norge.
