ger og Skodde. Da tyktes det ham, at han hørte dæmpet Strængeleg fra Lien tvertover, saa fagert, som han aldrig tilforn havde hørt, han gik og han gik for at komme Spillet nærmere, og saa kom han aldrig mere tilbage.« Paa de øde og skaldede Fjelde i Trysil paavistes idetmindste for et Par Menneskealdere siden gamle Spor af Veie, der bare Navn af Munkeveie. Det fortaltes, at »Munkene« i gamle Dage benyttede disse Veie, naar de kom fra Rendalen, hvor der var et helligt Billede, som de tilbade. I Trysil Kirke stod et gammelt Billede af St. Olaf, som flittig besøgtes ved Olsoktider. »Munkene« nærmede sig da med Trommer og Piber, og deres Ankomst var en Glædesdag for Børnene. Uagtet det var midt i Slaataannen, slap man baade Ljaa og Rive og stimlede til Veien for at hilse paa »Munkene«. Derfra gik Veien videre til Vermeland. Fire Mile fra Trysil Kirke ligger ogsaa et lidet Vand, som endnu kaldes Munkesøen.[1] Ogsaa i Herjedalen have Pilegrimsfarterne efterladt et Minde. I Svegs Sogn, sex Mile sydvestlig fra Kirken ved Låfdalsby, findes en stor Stenvarde, ligesom der tilforn skal have staaet et Kors. Det heder, at herforbi gik Pilegrimsfarterne til og fra Norge, og at Pilegrimene, naar de fik Korset at se, skulle have faaet fordoblede Kræfter og derfor ivrig stræbt at naa dette Sted, hvor de hvilede sig og sang Lovsange.[2]
At Pilegrimsfarterne have spillet en betydelig Rolle i Folkelivet, kan sluttes af de gjentagne Privilegier og Beskyttelsesbreve, der bleve disse Reisende meddelte,
