et Bønnehus derved for Pilegrime, og at dette skulde vedligeholdes af Kirken for det Offer, der maatte falde af Pilegrimene.[1] Om St. Antons-Klostret ved Hamar er det ogsaa blevet antaget, at det tildels har været en Pleiestiftelse for syge Pilegrime paa Reisen til og fra Nidaros.[2] Strax nordenfor Gaarden Akre i Ytre Rendalen staa endnu to Stene, hvoraf den ene har et indridset Kors paa hver Side, skjønt af forskjellig Størrelse, og noget længere imod Nord findes en tredie Sten af samme Høide, ligeledes forsynet med et raat indridset Kors. Om disse stene fortælles der, at de skulle være anbragte af Pilegrime »for at vise Halvveien mellem Nidaros og Oslo«. Endnu 1812 fortalte Rendølerne, at der laa et Document i Throndhjems Domkirke, som forbød Bønderne i Østerdalen at indhegne de reisende »Munkes« Hestevolde. I Engdalen skal endnu et Sted bære Navnet Munkebeite.[3] I Nærheden er »Munkebetsæteren«, som Sagnet gjør til et gammelt Hvilested for disse »Munke«. »Engang«, heder det i et nyere Skrift,[4] »fandt man deroppe en Hestesko, som holdt en halv Alen tversover, og i stille Kvælder er Luften fuld af Toner, som af Mandsstemmer, af Bjældeljom og Hestevrinsken, og i Morgentaagen ride Mænd i mørke Kapper paa svære Heste langs Aasryggen. Engang stod en ung Munk i Solsprettet paa Aasen, hvorunder Munkebeitet ligger, medens der dybere nede var Natteskyg-
