messe kom og Helligdommen blev baaren omkring Kirken, faldt ved Guds Naade og den hellige Olafs Forbønsord Jernet af ham og brast i tre Dele. Dette Jern havde været smedet af det Sværd, hvormed han havde begaaet sin Misgjerning.[1]
Hyppigst valfartedes dog naturligvis fra Norge selv. Foruden de gamle Legender kjende vi ogsaa den bekjendte Ordstrid, som sagaerne tillægge Kongerne Sigurd og Eystein Magnussønner om deres Fortjenester og Bedrifter. Her omtaler den sidstnævnte den stærke Færsel over Dovre, hvor mange Mennesker omkom i Storm og Uveir, hvorfor han har grundlagt og udstyret en Sælestue for de Reisende. Med Føie er det antaget, at dette ikke mindst er skeet for Pilegrimes Skyld.[2] Selvfølgelig har Veien over Dovre været en af de vigtigste Ruter for Pilegrimene, men endnu mere befaret var udentvivl Veien gjennem Østerdalen, for Svenskes Vedkommende op ad Klarelven eller gjennem Jemteland og Herjedalen.
Om disse Reiser er der opbevaret mere end et Sagn. Som oftest ere imidlertid Pilegrimene i Traditionen blevne til »Munke«, udentvivl fordi saavel hine som disse hyppig have begjæret Almisser.[3] I det attende Aarhundrede kaldtes i det søndenfjeldske endnu Tiggeri »at munke.«[4] Reiserne til Throndhjem omtales af Sagnet især paa begge Sider af Rigsgrændsen, i Øster-
