ham da til at drage til Nidaros. Denne Fortælling hensættes til Magnus Barfods sønners Tid.[1]
Fra det samme Aarhundrede haves fremdeles den bekjendte Fortælling om de danske Mænd, der droge i Kong Valdemar I.’s Ærinde for at lokke Thrønderne til Frafald fra Magnus Erlingssøn og hans Fader (1164), og som, for ikke at vække Opmærksomhed, anstillede sig som Pilegrime til St. Olaf.[2] Hvorledes det end forholder sig med denne Sag, er den i ethvert Fald et interessant Vidnesbyrd om, hvor hyppigt der fremdeles valfartedes til Nidaros fra Danmark.
Ogsaa Pilegrimsfarter fra de britiske Øer have visselig en Tidlang fundet Sted, skjønt Erindringen kun er os bevaret om en eneste saadan. En Ridder fra England, heder det, var stedt i den største Nød, thi han havde under en Arvetvist med sin Broder ikke alene dræbt ham, men endog sin Moder, da hun havde villet mægle mellem sine Sønner, og dertil havde han gjort sig skyldig i Utugt. Siden havde han bittert angret sine Synder, lagt mange Jern paa sig og besøgt hellige Steder rundt om i Verden uden at have andet til Føde og Klæder, end hvad han modtog som Almisse. Da han omsider kom til Christkirken i Nidaros, havde han endnu to Jern paa sig, det ene om Armen, det andet om Axlerne og ned under Haanden. Allerede under Messen paa Pintsedag mærkede han den norske Helgens Magt og besluttede derfor at blive til Olafsmesse, da han hørte, at da bleve flest Folk løste af sin Kvide. Da Olafs-
