Skare, hvor den hellige Konge er, og knæler om Hjelp, blinde og stumme søge did og komme friske derfra.«[1]
Om end rimeligvis disse ældste Pilegrime til St. Olaf væsentlig kun have været Nordmænd, varede det i ethvert Fald ikke længe, inden der samlede sig Besøgende ogsaa fra andre Lande. Herom have vi et ypperligt Vidnesbyrd af Mag. Adam af Bremen, nedskrevet noget over en Menneskealder efter Olafs Fald. Det heder saaledes hos denne Forfatter: »Nordmændenes Hovedstad er Trondemnis, som nu er prydet med Kirker, og hvor der er stort Tilløb af Folk. Der ligger den salige Konges og Martyrs, Olafs, Legeme, ved hvis Grav Gud indtil denne Dag gjør store Helbredelses-Mirakler, saa at fra fjerne Lande strømme mangfoldige Mennesker derhen, der haabe Hjelp ved den hellige Martyrs Fortjenester. Fra Aalborg eller Vendsyssel i Danmark, hvor man gaar ombord, reiser man over Havet til Viken, en By i Norge.[2] Derfra seiler man videre paa venstre Haand og langs Norges Kyst, indtil man paa den femte Dag kommer til Trondemnis selv. Man kan ogsaa reise en anden Vei, fra Skaane i Danmark overland lige til Trondemnis, men man kommer ikke saa hastig afsted mellem Fjeldene, og da denne Vei tillige er farlig, vælge de Reisende den ikke gjerne.«[3] Man ser heraf, at Helligdommen i Nidaros allerede da
- ↑ Olafs Saga, udgivet af Munch og Unger, Chra. 1853, cap. 245.
- ↑ »Byen Viken« vil rimeligvis sige Tønsberg, og Landskabsnavnet er altsaa brugt for Bynavnet paa samme Maade som ovenfor Trundemnis (Thrøndelagen) for Nidaros, en i Middelalderen hyppig Navneombytning (smnlgn. Gotland for Visby o. s. v.).
- ↑ Adam Gesta Hammb. ecclesiae Pontiff. lib. IV. cap. 32 (ex rec. Lappenbergii ed. Pertz. Hannov. 1846, S. 207).
