syg, idet hans Ben var stærkt opsvulmet. Han længtes imidlertid efter Gudstjenesten og lod sig bære ind i Kirken af sine Hirdmænd. Da Ottesangen var over, fik Kongen høre om Stenen, der stak ud af Alteret, og som endnu skulde vise Mærker af St. Olafs Blod. Mod denne Sten bøiede han da sit Knæ der, hvor det smertede mest, og se, strax kom han sig og var endnu samme Aften saa frisk som nogensinde før.[1]
Men Olafsdyrkelsens Hovedsæde blev ikke Værdalen, men Nidaros, det Sted, hvorhen Helgenens Lig strax efter hans Fald var bragt hen. Naturen har givet dette Sted en Beliggenhed, der gjør det skikket som intet andet til at være det nordenfjeldske Norges, maaske engang det nordlige Skandinaviens Brændpunkt, men sin historiske Glands skylder Staden St. Olafs Helligdom og den alene. Denne gjorde Nidaros selvskreven til at blive sædet for Norges Erkebiskop og til at bevare Fordelene af at være geistlig Hovedstad længe efter, at det politiske Tyngdepunkt var flyttet til andre Egne.
Olaf var neppe bleven erklæret for Helgen, førend hans Hvilested i Nidaros strax begyndte at faa hyppige Besøg af fromme christne i Almindelighed og af syge Mennesker, der haabede Helbredelse, i Særdeleshed. Allerede Skalden Thorarin Lovtunge, der digtede i Kong Sven Knutssøns Tid, omtaler nemlig dette med klare Ord i sit berømte Kvad Glælognskviða: »Der kommer en
- ↑ Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 2849, cap. 125. Ogsaa et andet Jertegn fra Stiklestad, der skulde være foregaaet i det Aar, da Nidaros blev Erkesæde, omtales i Scr. Rer. Dan. II. p. 551. Saavel i Frue Kirke i Kjøbenhavn, som hos Minoriterne i Roskilde fandtes forøvrigt »de lapide, supra quem S. Olaus est occisus«. Scr. Rer. Dan. VIII. p. 265, 281.
