besøgtes ikke alene fra Norge, men ogsaa fra Danmark, og overhoved »fra fjerne Egner (a longinquis regionibus), og da Adam paa et andet Sted omtaler Olafs Festdag, 29 Juli, som hellig for alle »det nordlige Havs Folk«, »Nordmænd, Svenske, Gøter, Sember, Danske og Slaver«[1] tør man slutte at Pilegrime ogsaa fra Nordens sydlige Nabolande stundom have indfundet sig ved hans Grav.
Svenske Besøg hos St. Olaf vare til enhver Tid hyppige og havde, som vi paa et senere Sted skulle omtale, tilsidst endog fremkaldt en regelmæssig Skat af Almuen i Grændselandskaberne til hans Domkirke. Og- saa om danske Pilegrimsfarter er der foruden Adams almindelige Beretning bevaret flere Erindringer. En af disse er den udførlige og smukke Legende fra den Tid, da de Danske kjæmpede med de endnu hedenske Vender. Hedningerne havde bortført en ung dansk Mand tilligemed flere andre Fanger. Han holdtes i strengt Fængsel, og en Søn af Manden paa Stedet holdt selv Vagt over ham om Natten. Da den Danskes Frænder allerede to Gange tilforn havde udløst ham af Fangenskab, kunde han nu ingen Hjelp mere vente hjemmefra og tænkte derfor kun paa at rømme. En Nat dræbte han da sin vogter og skyndte sig tilskovs i sin Fodlænke, men allerede om Morgenen satte man efter ham med Sporhunde, fangede ham paany, bandt baade hans Hænder og Fødder og lagde ham i tunge Jern, saa at de Lidelser, han hidtil havde døiet, syntes for Intet at regne
- ↑ Agitur festivitas ejus IV. Kal. Augusti, omnibus septentrionalis Oceani populis, Nortmannorum, Sueonum, Gothorum, [Semborum,] Danorum atque Sclavorum aeterno cultu memorabilis. Adam. lib. II. cap. 59 (ex rec. Lapp. ed. Pertz, p. 92).
