Denne siden er ikke korrekturlest
Riges ypperste Repræsentant, som dets Beskytter og Opholder, som perpetuus rex Norvegiae.[1] Især fremtraadte dette derved, at St. Olaf paa en Maade betragtedes som al norsk Rets egentlige Udspring og Kilde. Det populære Navn paa Norges Lov vedblev at være St. Olafs Lov, og selv da hans Dyrkelse blev forstyrret ved Reformationen, vedblev dette Udtryk at bruges. Frederik II. modtog Hylding som udvalgt Konge i Oslo 1548 imod Tilsagn om at »holde Alle og Enhver efter sin Stat efter St. Olafs Konges Lov«,[2] og efter den samme Lov tilbød Erik XIV. i 1567 at ville regjere Nordmændene, om de vilde underkaste sig ham.[3]
