Det kan neppe omtvivles, at denne nye Successsionsorden, saaledes som vi læse den i den ældre Gulathingslov,[1]
i nogen Tid virkelig har været betragtet
som gjeldende Ret. Selv efter at Sverres Regimente
havde givet den det dræbende Stød, maa den antages
at have været fastholdt af hans Æts Fiender, og et
Par ellers yderst paafaldende Kongehyldinger, Philip Simonssøns
og Skule Baardssøns, finde kun paa den Maade
en naturlig Forklaring.[2] Derimod maa det efter de
nyeste Undersøgelser antages, at det Document, hvorved
Kong Magnus Erlingssøn formelig skulde have taget
sit Rige til »Len af St. Olaf« (det er af Erkebiskoppen),
ikke er ægte, men fremkommet ved en Forfalskning
under den mere end hundrede Aar senere stedfundne
Strid mellem Magnus Haakonssøn og Erkebiskop Jon
Raude. Ifølge den nysnævnte i Gulathingsloven indtagne
Bestemmelse har Erling Skakke i sin umyndige
Søns Navn vistnok lovet, at dennes Krone efter hans
Død skulde ofres til Nidaros Domkirke »for hans Sjel«,
og at denne ofring skulde gjentages af følgende Konger,
men der tales dog ikke om noget Lensforhold. Saadant
forekommer kun i det underskudte Document.[3]
Var imidlertid St. Olafs Helligdom efterhaanden bragt i den inderligste Forbindelse med Erkestolen, og var det end Hierarchiet, som høstede den ligefremme Fordel af Troen derpaa, vedblev imidlertid Olaf ligefuldt at gjelde som den norske Nations og det norske
