Side:Norske helegener.djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Det kan neppe omtvivles, at denne nye Successsionsorden, saaledes som vi læse den i den ældre Gulathingslov,[1] i nogen Tid virkelig har været betragtet som gjeldende Ret. Selv efter at Sverres Regimente havde givet den det dræbende Stød, maa den antages at have været fastholdt af hans Æts Fiender, og et Par ellers yderst paafaldende Kongehyldinger, Philip Simonssøns og Skule Baardssøns, finde kun paa den Maade en naturlig Forklaring.[2] Derimod maa det efter de nyeste Undersøgelser antages, at det Document, hvorved Kong Magnus Erlingssøn formelig skulde have taget sit Rige til »Len af St. Olaf« (det er af Erkebiskoppen), ikke er ægte, men fremkommet ved en Forfalskning under den mere end hundrede Aar senere stedfundne Strid mellem Magnus Haakonssøn og Erkebiskop Jon Raude. Ifølge den nysnævnte i Gulathingsloven indtagne Bestemmelse har Erling Skakke i sin umyndige Søns Navn vistnok lovet, at dennes Krone efter hans Død skulde ofres til Nidaros Domkirke »for hans Sjel«, og at denne ofring skulde gjentages af følgende Konger, men der tales dog ikke om noget Lensforhold. Saadant forekommer kun i det underskudte Document.[3]

Var imidlertid St. Olafs Helligdom efterhaanden bragt i den inderligste Forbindelse med Erkestolen, og var det end Hierarchiet, som høstede den ligefremme Fordel af Troen derpaa, vedblev imidlertid Olaf ligefuldt at gjelde som den norske Nations og det norske

  1. Norges gl. Love, I. S. 442.
  2. Konrad Maurer, Die Schenkung Norwegens an den heiligen Olaf, München 1877 (Abhdl. d. K. Bay. Academie der Wiss. I. Cl. B. XIV, 2. Abth.).
  3. Maurer, sammesteds. Documentet er bedst trykt i Dipl. Island. I.