Han klippede sin Broders Negle og Skjæg og opbevarede selv Skrinets Nøgle.
Men allerede under Haralds Søn, den efter sin hellige Farbroder opkaldte Olaf Haraldssøn den yngre (Olaf Kyrre), indtraadte eller forberedtes et Omslag i denne Henseende. Under denne Konge traadte Norge i nærmere Forbindelse med den romerske Curie. Biskopperne fik faste Sæder og Kathedralkirker og dermed en større Uafhængighed af Kongerne. Fra den Tid af gled Værgemaalet for St. Olafs Helligdom mere og mere over i Biskoppens Hænder, og da denne (1152) ophøiedes til Erkebiskop, var denne overgang bleven en fuldbragt Kjendsgjerning. Olafs Hellighed blev nu ikke længere Kongedømmets, men Hierarchiets faste Borg. Alt, hvad Erkebispen kunde erhverve af Gods eller af Magt, blev St. Olafs Eiendom og fik derved i det mindre den samme Uangribelighed, som selve Pavemagten havde vidst at give sig under St. Peders Ægide.
Allerede tolv Aar efter Erkesædets Stiftelse havde Hierarchiet naaet en saadan Udvikling, at det kunde tænke paa at forvandle St. Olafs Efterfølgere paa Thronen til Helgenens, det vil sige sine egne Vassaller. Med ligestor Genialitet og Hensynsløshed benyttede nemlig Erkebiskop Eystein Erlendssøn et heldigt Øieblik til at fremkalde en Forandring i Norges Statsret, saa at Riget, hvis denne Forandring var bleven ligesaa varig som indgribende, vilde have ophørt at være et Arverige. Kongevalget vilde have tilfaldt Erkebiskoppen og hans Suffraganer, med andre Ord: Norge vilde, for at bruge en tydsk Historieskrivers træffende Udtryk, være blevet et Valgrige med fem geistlige Churfyrster.[1]
- ↑ F. C. Dahlmann, Geschichte von Dännemark, II. S. 152.
