Mænd, som stode bag ved denne mærkelige Begivenhed, og disse Ledere have da regnet godt, saasom det danske Herredømme allerede fire Aar efter var tilintetgjort og Olafs Søn gjenindsat i sin slægts Arv. Men hvad der her gjorde Udslaget var aabenbart noget større og høiere end politisk Kløgt. Nordmændene ere blevne grebne af en inderlig Overbevisning om, at denne Mand var falden som Martyr for den sande Tro. Hvor dyb og oprigtig denne Overbevisning var, sees bedst af hans Fienders bitre Anger. Endog en af Oprørernes Hovedmænd ilede til Jerusalem for der at vinde Herrens Forladelse for sin store Synd.
Olafs Hellighed blev, efter at Biskop Grimkel havde forkyndt ham som hellig, godkjendt af Almuen i Throndhjem ved en Art Dom. Dette var, som ovenfor oplyst, dengang endnu tilstrækkeligt til at give en Afdød fuld Helgenrang, og Olaf er derfor heller ikke nogensinde formelig canoniseret af Paven. At Curien ikke destomindre ubetinget erkjendte hans Hellighed, kan tilfulde godtgjøres ved en Række af Pavebreve.[1] Han hørte til den gamle Helgenadel, for hvis Vedkommende der ikke spørges om Breve og Patenter.
Olafs Helgenglorie havde altsaa gjengivet hans Æt dens fædrene Throne. I den første Tid var det ogsaa Kongerne, der paatoge sig omsorgen for sin store Frændes Helligdom. Magnus den Gode skjænkede sin Fader et kostbart Skrin, og Harald Haarderaade byggede en Mariakirke, hvori dette en Tid blev opstillet, ja han ansaa sig endog berettiget til at raade over de Skatte, som Pilegrimenes Ofringer indbragte.
- ↑ F. Ex. 1255 af Alexander IV. (Dipl. Norv. III. S. 8), 1266 af Clemens IV. (ibid. III. S. 11) o. s. v.
