En midlertidig Hindring for den første Olafs Dyrkelse
som Helgen laa deri, at hans Lig ikke blev gjenfundet,
endmindre ført hjem til Norge. Der manglede
et Sted, hvor hans Mirakler kunde vise sig, og man
havde intet Legeme at skrinlægge. Herpaa havde der
dog kunnet raades Bod gjennem et fromt Bedrag. Men
forinden man kom saavidt, var Pladsen saa at sige
optagen. En ny Olaf havde ved sin Virksomhed for
Troens Sag stillet den første i Skygge og ved sin Martyrdød
vundet et afgjørende Fortrin for denne. Navnefællesskabet
blev ogsaa en Vanskelighed. I Norge nød
dog, som senere skal vises, den første Olaf den Ære
at ansees som den andens Forløber, men udenfor den
norske Verden bleve hans Fortjenester af Troens Sag
glemte eller endog ligefrem fornegtede.[1]
Olaf Haraldssøn var falden ved Stiklestad Onsdagen den 19de Juli 1030. Med klar Bevidsthed om sin store Opgave og med megen Udholdenhed havde han befæstet Christendommen og hævdet sit Riges politiske Uafhængighed, men hans Hensynsløshed og Herskesyge havde gjort ham forhadt, han var bleven fordreven fra sit Rige, og de oprørske Høvdinger havde endog for at blive fri for hans strenge Herredømme fundet sig i at underkaste sig en dansk Konge. Men aldrig har et Omslag i et Folks Dom været hurtigere eller grundigere, end det, der nu paafulgte. Det gik bogstavelig efter Horats’s Ord: Extinctus amabitur idem. Efter et Aars og fem Dages Forløb var Olaf fra en forhadt Tyran forvandlet til en af alle æret og tilbedt Helgen. Politiske Hensyn antages ganske vist at have behersket de
- ↑ Saaledes hos Adam af Bremen (II. 38): Olaph rex, in mare se praecipitans, dignum vitae finem invenit.
