for ogsaa Norges store Skytshelgen, og det var den samme Mand, som ogsaa havde været Grundlæggeren af dets nationale Selvstændighed Det er en Stilling i Historien, hvortil man ikke let finder et Sidestykke. Nærmest skulde maaske et saadant være at søge i Ungarn, hvis hellige Stephan. Olaf den helliges Samtidige, vel ikke blev Martyr, men dog ligesom Olaf var paa engang sit Folks Omvender, Samfundets lovgivende Grundlægger og Kongemagtens Befæster.
Olaf Tryggvessøn havde været den første Konge, der med Kraft og med Held havde arbeidet paa at omvende sine Landsmænd. Han var en glimrende Personlighed og trods sin Grusomhed mod Hedenskabets Tilhængere i høi Grad afholdt og anseet af sine Undersaatter og den hele norske Stamme. Intet kunde derfor have været naturligere, end at denne Olaf med Tiden var bleven ophøiet til sit Folks Patron. Hans Historie modtog ogsaa virkelig den Slags Udsmykninger, der pleiede at gaa forud for en Anerkjendelse som Helgen. Man tillagde ham samtaler med Engle, og et vidunderligt Lys skulde have omhyllet ham i det Øieblik, han sprang i Søen ved Svolder. Mærkeligere var dog det Sagn, der opkom om, at han havde reddet sig under Vandet og i mange Aar ført et ensomt Liv i fjerne Lande, ganske saaledes som det sømmede sig for en hellig Mand. Hans Biograph, den islandske Munk Odd, udtaler ogsaa sin Forundring over, at Olaf Tryggvessøn ikke efter sin Død har gjort Jertegn, og har ikke andet derom at sige, end at »Mennesket ikke skal udforske Guds Hemmeligheder«.[1]
- ↑ Olaf Tr.s Saga af Odd Munk, Chra. 1853, i Prologen. K. Maurer, Die Bekehrung des norw. Stammes, I, München 1855. S. 334.
