Det er ikke min Hensigt at skrive Kong Olaf Haraldssøns Levnet, endnu mindre hans Regjeringshistorie eller, hvad der vilde være det samme, at fortælle om Christendommens Indførelse i Norge. Den Konge, om hvem der her er Tale, er Kong Olaf efter Døden, den idealiserede Skikkelse, der ikke alene blev dyrket som sit Fødelands Patron, men ogsaa blev det hele Nordens ypperste hjemlige Helgen, ja hvis Navn endog langt udenfor Skandinaviens Grændser har nydt en Ærefrygt som ingen anden Nordbo før eller siden. De fleste europæiske Lande have havt sin kongelige Helgen, nogle af dem endog flere saadanne, men i Regelen have disse ikke hørt til deres ældste christelige Konger. Christendommens Indførelse har nemlig fordetmeste ikke været Kongers Fortjeneste. Først efter at Troen er bleven befæstet i Riget, have fromme Regenter optraadt som Kirkens Velgjørere og derved vundet Helgenry. Anderledes var, som bekjendt, Forholdet i Norge, hvor Kongerne vare sjelen i det hele Omvendelsesværk. En af vore første Konger blev der-
