skulle alene bemærke„ at Skikken ogsaa har fundet Sted i Norge.[1]
Allerede ovenfor har jeg i Anledning af Sunniva-Dyrkelsen nævnt, at St. Albanus’s Lidelse og Død er overført til Norge. Ogsaa en anden engelsk Helgen kan tjene som Exempel i samme Retning, nemlig den hellige Konge Eatmund. Han var ikke alene ivrig dyrket i Norge, hvor et Gilde i Bergen og en Præbende i Throndhjem bar hans Navn, men Sagnet lod ham endog have opført Hovedøens Kloster, ligesom hans to Døtre fik Æren for at have bygget Akershus’s to Taarne.[2] I Vanelvens Kirke paa Søndmøre, der var ham indviet, stod hans Træbillede under Prædikestolen, og han skulde da ogsaa have været Kirkens Bygmester.[3]
En Paavisning af Sagn, overtroiske Forestillinger og Folkeskikke, der staa i Forbindelse med fremmede Helgeners Dyrkelse i vort Land, vilde i og for sig frembyde en ikke ringe Interesse og navnlig vistnok give flere Vink om de ældste kirkelige Tilstande i Landet, men den ligger udenfor denne Bogs Plan. Kun et Par Exempler skal jeg anføre i denne Retning. Den i Europa forøvrigt lidet kjendte, ja næsten gaadefulde St. Brictiva, der angives at have været en irsk Helgeninde, skal have været særdeles meget dyrket i Norge, hvor hendes Dag (11te Januar) allerede omtales i den ældre Gulathingslov.[4] Et sagn om hende fortaltes i
