Missionær skal være bleven dræbt ved en Bæk, »Mordbækken«, paa Grændsen mellem Helsingland og Gestrikeland, og at han derpaa begroves i Norrala, hvor man paaviser »Hille Bror Staffens Stupa«,[1] et tydeligt Tegn paa, at Erindringen om den gamle Steinfinn og om Abbeden i Gudeberga er smeltet sammen i Almuens Bevidsthed. Om den helsingske Staffen har man ogsaa fortalt, at det skulde være ham, der reiste den bekjendte »Sten i den grønne Dal«, der skulde blive staaende trods mange Omvæltninger i Verden, men omsider falde omkuld, »naar Præster blive Bønder og Bønder blive Vidunder«.[2]
Endvidere har man i Sverige henført til denne Helsinglands Apostel en, som det synes, rundt om i hele den germaniske Verden forekommende Tradition om en hellig Steffen eller Stephanus, der var Patron for Heste, og til hvis Ære man paa anden Juledag, den bibelske Stephanus’s Helgendag, anstillede Hesteløb og morede sig ved anden folkelig Forlystelse. Det er her ikke Stedet nærmere at gaa ind paa denne Sag,[3] men vi
- ↑ Afzelius. Sv. Folkets Sago-Häfder, II. S. 40 fgg.
- ↑ Se herom A. A. Hülphers, Samlinger til en Beskrifn. öfwer Norrland, II. (Jämtland) S. 134–135 og de mange der citerede Kilder. Sagnet om en saadan Sten er forøvrigt ogsaa localiseret i Danmark. Om den i Karlam. Saga, S. 266, omtalte »grønne Dal« kan have noget med dette sagn at gjøre, tør jeg ikke afgjøre.
- ↑ Den vil findes udførligt fremstillet i S. Grundtvigs Danske Folkeviser, II. S. 518–525 og III. S. 882-885, cfr. Kuhn, Sagen, Gebrauche und Märchen aus Westphalen, II. S. 101, Pfeiffers Germania, XI. S. 74 fgg. samt Zeitschrift des Bergischen Geschichtsvereins, VI. S. 96.
earundem gentium sua praedicatione lucratus est.« Ad. Brem. lib. IV. cap. 24. Cfr. P. A. Munch, N. F. Hist. II. S. 604.
