tætteste Lænker. Efter længere Tids Lidelse paakaldte han omsider den hellige Birgitta med Bøn om Befrielse. Faa Dage efter, det var just paa St. Hans Dag, fandt en af hans Venner Leilighed til uformærkt at skaffe ham en Fil. Han og Tjeneren begyndte da at overfile Pælen og Lænkerne, og Tjeneren, der først blev fri, forsøgte saa at bryde Muren med Benene af det Kjød, de havde fortæret. Se nu det største Jertegn! Den faste Mur, der havde udholdt de haardeste Beleiringsmaskiners Angreb, gav nu efter for de skjøre, kogte Ben. Allerede den tredie Dag efter, at Gaste var kommen i Besiddelse af Filen, havde de ved Daggry faaet et saa stort Hul paa Fæstningsmuren, at de slap ud af Borgen. Strax blev imidlertid en af dennes Besætning dette var og gjorde Allarm, saa at snart firti Mand med Landser og Kastemaskiner satte efter de Flygtende. Kun Tjeneren kunde løbe hurtigt nok, thi Adelsmanden havde været saa haardt bunden, at Benene svigtede ham. Han satte sig da ned ved en Sten ikke længere fra Fæstningen end et Stenkast, idet han slog sin Lid til den hellige Birgitta, hvem han havde anraabt. Forfølgerne saa ham vistnok i Frastand siddende ved Stenen, men da de kom til Stedet, kunde de ikke mere se ham, men vel alt, hvad der var rundt omkring ham. De løb da om ham i en Kreds fra Morgen til Middag, som han selv siden fortalte i mange troværdige Personers Paahør, og vare ham undertiden saa nær, at de mere end ti Gange havde kunnet tage paa ham med sine Hænder, og han hørte dem sige: »Her saa vi ham jo sidde, men vi have ikke seet ham gaa bort, maaske har Jorden aabnet sig og slugt ham.« Endelig, da allerede Tiden til Middagsmaaltidet var kommen, gik de tilbage til Fæst-
