ningen uden at have faaet fat paa ham. Han tog da Flugten videre, saa godt han kunde, idet hans smerter efterhaanden lindredes. Paa Christi Himmelfartsdag indfandt han sig i Vadstena og bekjendte da disse Jertegn.[1]
Nils »Skuame«, Peder »Ruth« og Andreas Gala fra Byen »Languave«, St. Olafs Sogn i Staden Vitaresa (udentvivl Feilskrift for Nidarosia), i hvilken der er en Kathedralkirke, hvori Christi Stridsmænd, der bo i Hedningernes Nærhed, have Herredømmet, begave sig ud paa det Hav, i hvis Nærhed de bo, for at fange Fisk. Modvind drev dem til at nærme sig en Borg ved Navn »Cabbris« i Hedningernes Land. Disse fik dem at se, og tolv Hedninger greb dem, førte dem til Stranden og berøvede dem alt, hvad de havde, undtagen en skjorte til Mands, bandt deres Hænder paa Ryggen og hængte en stor Sten om Halsen paa hver af dem for derpaa at kaste dem i Havet. Medens alt dette gik for sig, paakaldte de tre Nordmænd under sin Dødsangst uafladelig Birgittas Navn, men jo ivrigere de gjorde dette, desto værre bleve de pinte, og desto fastere bleve de bundne af Hedningerne, som sagde: »Der er Ingen, som skal bringe Eder levende ud af vore Hænder.« Derpaa satte Hedningerne dem i deres eget Skib igjen og førte dem langt ud paa det aabne Hav, hvor de mente, at Vandet var ti Alen dybt. Andreas Gale blev først kastet ud og sank strax tilbunds, men ved et Guds Under brast Rebet med stenen om hans Hals, omendskjønt det var saa stærkt, at ti Mand neppe vilde have kunnet rive det over, og han selv blev i et Øieblik hævet op over Vandskorpen og laa paa denne med sine bagbundne Hænder som paa den faste Jord. Da
- ↑ Acta Sanctorum, Mens. Oct. Tom. IV. p. 555–556.
